MIT ÆBLETRÆ
”Har I nu husket jeres Gross Herzog-æbler”, spurgte min mor os, når vi søskende var parate til at gå i skole eller på arbejde. Ja, naturligvis! Store, skønne æbler blev plukket eller samlet op fra plænen tidligt om morgenen i september-oktober, pudset blanke og lagt i tasken. Grossherzog Friedrich von Baden-æbletræet i min have i Slagtergade 55 i Haderslev er gammelt, mere end hundrede år, og har sin egen spændende historie.
Haven bag husene i Slagtergade går ned til den gamle jernbanelinje Haderslev-Vojens, og området nedenfor parcellerne 53, 55, 57 og 59 tilhørte i sin tid en gartner Buch, der ejede jord på begge sider af banelinjen med hovedsæde i Vestergade.. Efter flere alvorlige ulykker langs jernbanen gennem byen blev det i 1947 blandt andet forbudt at passere skinnerne uden for de almindelige overgange, og gartner Buchs jord nord for banen blev eksproprieret. Dette kom de fire husejere til gode, idet alle fik en strimmel have i husets bredde ned til banen. På min del - dengang mine forældres - stod der blandt andet et æbletræ af en sjælden sort, som vi straks blev begejstret for. Min far fik oplyst, at æblet hed Grossherzog Friedrich von Baden, og alene navnet gjorde det interessant. Det har alle årene og gør det stadig båret mange, store og velsmagende æbler, der kan gemmes et stykke ind i januar. Æblet har figureret ikke blot i skoletasken, men også ved kaffebordet, i forretter og desserter og som halve æbler med gele til andestegen juleaften.
Da jeg i sommeren 1991 besøgte blomsterøen Mainau, der ligger i Bodensøen, lyttede jeg med særlig interesse til guidens foredrag om øens daværende ejer, den svenske grev Lennart Bernadotte, en bror til Folke Bernadotte. Greven boede på slottet på Mainau, som han havde arvet efter sin farmor, dronning Victoria af Sverige. Hun var datter af – og nu spidsede jeg øren – grossherzog Friedrich von Baden. Hertugen havde i sin tid anlagt den store park på Mainau og havde søgt at få ”smukke og sjældne træer og buske” plantet overalt på øen.
Efter hjemkomsten skrev jeg til grev Lennart Bernadotte, fortalte om mit æbletræ og spurgte, om der kunne tænkes at være en forbindelse til Mainau og til hans oldefader, og inden der var gået en måned, fik jeg det venligste og hyggeligste svar. Lennart Bernadotte skrev blandt andet: ”När jag först talade med mina trädgårdsinspektorer sade de sig inte känna till den av Er nämnda sorten, men det lyckades få tag på en äpplefackman i närheten, och kan man tänka sig, han visste besked!”
Med brevet fulgte en fire sider lang beskrivelse fra et tysk æbleleksikon om træets og frugtens udseende og egenskaber og oplysning om, at æblet var opkaldt efter oldefaderen, grossherzog Friedrich von Baden, der havde navngivet den nye sort ved en højtidelighed i 1894. Det var hertugens hofgartner, der havde fremelsket sorten af en kerne fra ”des Bismarckapfels”. Måske er æblet kendt i Tyskland, men herhjemme har jeg først for nylig mødt et af samme slags - i Assens. Grev Bernadotte sluttede sit brev med at skrive: ”Lycka till med äpplena!”
For nogle år siden var der hver uge en udsendelse i Danmarks Radio, ”Den grønne linje”, hvor man kunne få svar på spørgsmål om blomster, buske og træer. Desuden var der plads til korte fortællinger inden for emneområdet. Jeg fortalte så her om mit æbletræ, og de havekyndige bag udsendelserne fulgte historien op og kunne berette, at ”moderæblet”, des Bismarckapfel, oprindelig var hentet på New Zealand af tyske udvandrere med stadig tilknytning til fædrelandet.
De mange forskellige frugttræer i min have er langs af sted faldet for aldersgrænsen. Frugtbarheden hørte op, stammerne blev hule, mejser har bygget rede i dem, men – en skønne dag har de måttet fældes. Grossherzog Friedrich von Baden-æbletræet står endnu støt som det sidste her på stedet, men måske går slægten videre. Rundt omkring i den yngre generation af min familie har man netop i år forsøgt at pode æblet til andre træer, og det ser ud til at lykkes. Det kønne og givtige æbletræ fortsætter på den måde sin eksistens også efter, at det måske en dag må fældes, og børn og voksne kan således stadig putte et Grossherzog-æble i tasken og nyde det i løbet af dagen.
Dagmar Bork