Hent plakaten som pdf her.

Supplerende oplysninger om træplakatens træer:
(oplysningerne er dem som vi kender - eller vurderer fagligt)

Øverst tv mod højre - og så fremdeles:

Kong Chr. den X 's eg på Kildager 30 i Vonsbæk. Dette træ er tæt på 90 år. Plantet af Kongen, da han efter genforeningen i 1920 besøgte Sønderjylland – og Vonsbæk. Stedet var dengang forsamlingshus for sognet. I 2001 (ved genforeningsstenen) ved Vonsbæk Kirke, blev der plantet en eg som er en frøplante af det gamle træ. En anden frøplante blev foræret til kronprins Frederik under dennes besøg i Haderslev i 2008. Denne plante er nu plantet ved Fredensborg Slot.

Hængebøg –Tørning Mølle – i Møllerens park. Bøgen er plantet i 1830 – altså tæt ved 180 år gammel. Afdøde Dronning Ingrid fortalte ved et besøg i 1990’erne, at det var den største hængebøg, hun havde set i alle landets slotte og parker! Det er en sand naturoplevelse med gamle og sjældne træer, der venter beskueren her. Parken er anlagt af træ- og plantekyndige personer i møllerfamilien – fra begyndelsen af 1800-tallet og frem til begyndelsen af 1900-tallet. Arealet ejes og administreres i dag af Skov- og Naturstyrelsen.

Østrigsk fyr - Åstrupvej ud for Nykredits ejendom. Træet er omkring 25 m højt og antagelig mere end 100 år. Træet har enten stået i gruppe med andre træer(fyr?) eller er blevet passet med opstamning - deraf den lige, rette stamme. Denne fyr har større nåle end skovfyr – er meget mørkere i både nåle og bark. Også deraf det latinske navn Pinus Nigra - der egentlig betyder sort fyr.

Blodbøgen – som et solitært træ ved det tidligere kunstcenter i Hammelev. Træet skønnes at være omkring 80 år gammelt. Blodbøgen er en genetisk variant af den almindelige bøg med det særkende, at dens blade forbliver røde. Klorofylet, der normalt er grønt, er her med en mere rødlig tone. Træets form er tydelig kuplet - som er naturlig for de fleste træer, hvis de hele livet i gennem står frit - vi kalder dem solitær træer. Sådanne træer vil næsten altid pynte flot i landskabet - når der er plads og de passes godt!

Den gamle eg i Haderslev Østerskov er tæt på 300 år. Træet er spiret i Frederik den IV's regeringstid og har overlevet krige og nødhugster. Nu er træet et sandt – levende monument trods hulhed og rådne tude fra knækkede grene. Det er uden tvivl kommunens ældste træ. Dette træ kan være lidt svært at finde (se SNS-vandreturs folder for Østerskoven), men det er absolut en skovtur værd.

Landsbybøgen ved indkørslen til Moltrup fra øst. Det kaldes også "den gamle bøg" og kan let være omkring 125 år. Træet er let genkendeligt for de vejfarende i nordvestlig retning mod motorvejen. Træet har den klassiske kuppelform, som er kendetegnet for solitærtræer - der altid har stået alene. Træet sætter meget ofte olden, hvilket hænger sammen med dets gode forhold for megen forårssol året forud. Under træet er der anbragt en række sten, som var det et gammelt tingsted. Der er samlingssted ved træet, hvorfra der er en smuk udsigt ind imod Haderslev.

Rødfarvet vignet af rådhusvin er taget i nærheden af arresthuset i Haderslev. Det viser blot artens evne til fuldstændig af skifte farve fra grøn til ildrød - ved efterårstide.

Egen ved Åstrup Kirke står meget markant mod den hvide baggrund af kirkens mure – når man kommer ad vejen fra øst. Træet er mindst 150 år - måske mere. Det har været godt beskyttet af kirkegårdens kæmpestore stendige. Træet er meget livskraftigt.

Platantræet på Gravene ud for Sparekassen er antagelig det mest kendte træ i kommunen. Passeres hver dag året rundt af tusindvis af mennesker og er beviset på, at gamle træer godt kan bevares og overleve trods trafik, gade og fortovs omlægninger. Platantræet er det mest byegnede træ, vi kender. Tåler os og støj og færdsel tæt på.
Træet er uden tvivl plantet af Königliche Kreisphysikus (amtslæge) Dr. Johannes Hasselmann omkring 1880 i hjørnet af hans have. Han ejede grunden, som nu Sparekassen ligger på. Træet er med sikkerhed 125 måske 133 år. I 1876 stiftede Dr. Hasselmann Artzverein des Kresises Hadersleben (en lægeforening). Måske har plantningen fundet sted i den anledning.

Lindealleen ved Christiansfeldvej ud for katedralskolen. Alderen skønnet til omkring 125 år. Alléen har "kantet" den gamle almene landevej fra Haderslev op igennem Kløften og ud til Vesterskoven og videre mod nord til Vonsild og Kolding. Alléen har for mange år siden været stynet, men dette har været opgivet i lange tider. Arrene eller sårene fra styningen kan ses på de mange store knuder, træerne har i 2-3 m højde. Se vignetten til højre på plakaten.

Stynet lind. Sårene viser, hvor træet i en lang årrække er skåret tilbage,

Skovfyr ved Ny Erlevvej. Så vidt vides er der her plantet skovfyr som en lille skov i et tidligere grusgravsområde - den ligger umiddelbart før Vandrehjemmet, når man kommer
fra Haderslev. På grund af den gode jord næsten overalt ved Haderslev er skovfyr sjældent plantet, men grusgravsområdet har her givet er sandet areal. Træerne er livskraftige – og meget maleriske. Alder 75-80 år. Er ikke nærmere undersøgt.

Ægte kastanje Tørnine Mølle. Træet - der har flere lavt groende grene, der nærmest snor sig langs med jorden - er et af de ældste og mest særegne træer i Møllerens park ved
Tøming (omtalt foran under hængebøgen). I fortegnelsen for parkens træer er plantningsåret 1800 - altså er træet 209 år!

Sårheling. På et gammelt valnøddetræ i Haderslev Seminariums have. Når træer bliver kraftigt beskåret - eller en stor gren knækker af - kan sårhelingen tage mange år og vise meget markante former. Ofte kommer der råddannelser i såret, der vanskeliggør eller umuliggør helingen.

Bøgekobbel i Gram Slotspark. En kobbel består normalt af et par træer. Her er der tre gamle bøge over 100 år ved slottet. Det ene træ har mistet toppen i stormen i 1999. Det har nu siden dannet en tæt "fodpose" nogle meter over jorden. Træerne danner et smukt relief op mod slottets mure.